Mandag blev Norges mest omtalte mand varetægtsfængslet i fire uger. Den 55-årige selvstændige erhvervsdrivende og millionær mistænkes for at være den såkaldte ’Lommemanden’, der i en periode på 30 år har op mod 400 sexovergreb på samvittigheden.
Den 55-årige nægtede at udtale sig i retten og gjorde alt for at undgå at møde pressen. Domstolen tvang ham dog til at møde op i retten.
- Han vil fortsat ikke sige noget og nægter at forklare sig over for både politiet og retten, sagde anklager Jorid Kile Berg til VG.no efter retsmødet, der blev holdt uden presse til stede.
Den 55-årige skal nu sidde helt isoleret i fire uger, mens politiet fortsætter med at efterforske sagen. Han får forbud mod at modtage breve eller få besøg af andre end sin advokat i de fire uger. Ifølge politiet har efterforskerne allerede matchet den 55-årige mangemillionærs dna med spor fra flere gerningssteder.
Politiet har også fundet et par bukser uden fór i lommerne i en af mandens lejligheder. Lommemandens foretrukne børnelokker-metode var at lokke små drenge til at stikke deres hånd i sin lomme. I nogle tilfælde havde han tape i sin lomme, som så fik barnets hånd til at sidde fast.
Norske aviser har de seneste dage afsløret, at den 55-årige har arbejdet som støtteperson for udsatte børn i Bergen Kommune. Det er også kommet frem, at han udførte arbejde på politiets køretøjer og har en prominent politimand som bror. Politiet regner dog ikke med, at den 55-åriges familie har kendt til Lommemandens seksuelle lyster.
- Der er intet, der tyder på, at de kendte til hans gerninger, siger efterforskningsleder Håvard Aksnes til Dagbladet og afviser også muligheden af en børneporno-ring:
- I dag er der intet som tyder på, at den sigtede er en del af noget større pædofili-netværk.
Den 55-åriges forsvarer mener, at politiet har dømt hans klient ’på forhånd’ og har rådet sin klient til ikke at tale med politiet.