Han frygter, at alle lover alle alt. Og at ingen rigtig gør noget. Derfor håber Bjørn Lomborg på fiasko ved COP 15 i København. Fordi en tynd aftale er værre end ingen aftale.
"Topmødet vil desværre nok ende med en politisk aftale, hvor alle lover, at de nok skal skære i deres CO2-udledning. Men det vil være det ringest mulige udbytte af konferencen. For det vil få alle til at føle, at nu har man gjort noget rigtig godt for planeten. Men det har vi reelt ikke, for vi vil bare mødes igen i 2019 og sige: Nå, vi fik ikke nedbragt CO2-udslippet, som vi havde lovet. For sådan er det endt efter både Rio i 1992 og Kyoto i 1997,« siger Bjørn Lomborg til Jyllands-Posten.
Hans fiaskohåb er funderet i et brændende ønske om et wake up call.
"I den sammenhæng kunne det være en god ting, hvis der kom en fiasko ud af København. Ikke af skadefrohed, men fordi en fiasko kunne få alle til at vågne op og sige: måske skal vi finde en smartere og mere realistisk løsning," slutter Bjørn Lomborg.