Det bliver folketingsmedlem Hans Andersen, der skal afløse tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen som Venstres folketingskandidat i Frederikssund-kredsen.
Hans Andersen blev valgt torsdag aften på et velbesøgt opstillingsmøde på Ølsted Kro, skriver Frederiksborg Amts Avis.
Hans Andersen, der er Venstres handicapordfører, er valgt til Folketinget i Helsingør, men overtager altså nu pladsen efter Lars Løkke Rasmussen, som valgte at skifte Frederikssund-kredsen i Nordsjællands Storkreds ud med Køge-kredsen tilbage i august.
Hans Andersen slog sine to modkandidater i to runder.
I sidste valgrunde fik Andersen 98 stemmer mod 92 til Mikkel Hessner, der er formand for Venstres kommuneforening i Frederikssund.
Lars Løkke Rasmussen har været opstillet til Folketinget i Nordsjællands Storkreds siden 1986 - de første gange uden at blive valgt.
Skiftet til Køge-kredsen, der ligger i Sjællands Storkreds, var et naturligt træk efter Løkke og familiens beslutning om at flytte fra bopælen i Græsted til et mere centralt sted i København, lød begrundelsen.
Sjællands Storkreds er Danmarks største storkreds. Ved sidste valg mønstrede kredsen hele 612.000 vælgere, mens Nordsjællands Storkreds er landets næstmindste med 321.000 vælgere ved folketingsvalget i 2011.
- Vi har da kigget på Danmarkskortet og konstateret, at Sjællands Storkreds er den største kreds i hele landet, og jeg bilder mig måske også ind, at jeg kan gøre en større forskel ved at være opstillet her, sagde Lars Løkke til Frederiksborg Amts Avis.
- Men først og fremmest skal jeg personligt investere mange kræfter i min nye kreds.
/ritzau/