Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, håber, at tirsdagens møde i Finansministeriet kan kaste lidt lys over, om partiet reelt står på regeringens balkort, når det kommer til dansen om årets finanslovforhandlinger.
Lars Løkke Rasmussen understreger på sin Facebook-profil, at Venstre "ikke ukritisk" vil lukke en stribe delaftaler om eksempelvis fængselsvæsnet uden samtidig at få indikationer på, hvor man står i de samlede finanslovforhandlinger.
- Jeg ved ikke, om beskeden er gået klart ind, men nu skal vores forhandlere i det mindste til møde i Finansministeriet i morgen eftermiddag, så må vi se ..., skriver Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:
- Håber fortsat, at regeringen tager imod vores fremstrakte hånd.
Der er de seneste dage gået stillingskrig i forhandlingerne om en flerårsaftale for Kriminalforsorgen.
Regeringen vil nemlig spare på tilskuddet til tandrensninger for at finansiere flere fængselsceller, og det gjorde ganske uventet mundhygiejne til den nye tvist i dansk politik.
Belægninger på tænderne bremsede i første omgang forhandlingerne om overbelæg i fængslerne.
Men der gik først for alvor hårdknude i forhandlingerne, da Venstre søndag krævede klar besked om, hvor partiet står i de samlede finanslovforhandlinger, før man ville diskutere mere tandrens med justitsministeren.
Mens Venstre altså ikke ønsker at lukke delaftaler, før man har fået klarere besked om hele finansloven, så vil regeringen omvendt helst lukke delaftalerne først.
De Radikales uddannelsesordfører, Morten Østergaard, skrev mandag - ligeledes på Facebook - at Venstres forhandlingstaktik mindede ham "om det skatteforhandlingscirkus, Venstre opførte forud for skatteaftalen".
Det er stadig helt uvist, om regeringen vælger at lave finanslov med højre eller venstre side af folketingssalen. Det forventes, at forhandlingerne om finansloven kan strække sig frem til den 11. november.
/ritzau/