Statsministeren er blevet vældig upopulær blandt sine egne vælgere.
En ny meningsmåling blandt venstrevælgere viser, at Lars Løkke Rasmussen (V) har mindsket hver anden vælgers lyst til at sætte kryds ved V.
Det skriver Politiken.
Valgforsker Kasper Møller Hansen peger på, at Løkke lider under dårlige økonomiske tider, masser af dårlige sager for regeringen og en gruppe vælgere, der glorificerer det gamle.
"Anders Fogh Rasmussen var statsminister i de gyldne tider, hvor alt gik godt. Nu er Venstre presset af dårligere økonomiske muligheder, og det gør, at Venstres egne vælgere tænker, at alt var meget bedre for fire år siden. De glorificerer det gamle. Når de siger, at Fogh var bedre, så var det ikke kun, fordi han var bedre end Løkke. Det var, fordi alting var bedre," siger Kasper Møller Hansen til avisen.
"Det er så blevet værre af Løkkes nedtur, der begyndte med klimatopmødet og en masse ministre i hans regering, der har haft dårlige sager«, siger valgforskeren.
Målingen viser nemlig også, at kun 3 procent af Venstrevælgerne synes, at Løkke er den bedste formand de sidste 27 år.
Derimod peger 73 procent på Anders Fogh Rasmussen (V), og det er der en forklaring på ifølge politisk ordfører Peter Christensen (V).
"Det bedste, man kan være som politiker, er afgående. Det bliver man populær af. Både Poul Nyrup Rasmussen (S) og Anders Fogh er blevet mere populære, efter at de er stoppet," siger Peter Christensen.