LO-formand Harald Børsting fortryder ikke, at han i januar tog afstand fra Regeringens Vækstforum, som han selv sidder med i.
Sammen med sin kollega Thorkild E. Jensen fra Dansk Metal meldte Børsting tilbage januar ud, at de ikke forventede at bakke om op slutdokumentet.
Og set i forhold til dagens udmelding fra vækstforummet om sænkning af marginalskatter og forhøjelse af boligskatter, er der ikke noget, der ændrer ved den beslutning.
"For mig at se rammer vækstforummet ved siden af forstået på den måde, at der ikke er et eneste konkret forslag til at skabe arbejdspladser på den korte bane. Der er ingenting," siger Harald Børsting til Newspaq og tilføjer:
"Jeg synes, det er et meget dårligt signal at sende til de 170.000 arbejdsløse, vi har i dag," siger han.
Han kalder de anbefalinger, som vækstforummet altså fremlægger på fredag for "gammelkendt borgerligt tankegods."
FOA-formand Dennis Kristensen er mellemfornøjet over skatte-forslaget fra vækstforummet, der i aftes blev lækket til pressen.
"Grundtanken om, at det er mere fornuftigt, at beskatte ting, der ikke kan flyttes ud af landet, end det er at beskatte arbejdskraft, synes jeg er rigtig. Og hvis, der er noget, vi har set de seneste 10 år, så er det, at skattestoppet i den grad har begunstiget boligejerne," siger Dennis Kristensen.
"Men det, jeg ikke bryder mig om, er, at de endnu en gang går efter marginalskatten. Det betyder skattelettelser til de rigeste, når det, vi har brug for for at få gang i væksten, det er medarbejdere på mellem eller lave lønninger," siger han til Newspaq.