BLÅ BOG: Charlie Kirk
Aktivisten Charlie Kirk døde onsdag efter at være blevet skudt under et debatmøde i delstaten Utah.
Den konservative aktivist Charlie Kirk blev onsdag skudt under et debatmøde i den amerikanske delstat Utah. Han døde efterfølgende på hospitalet.
Kirk var en udtalt støtte af den amerikanske præsident, Donald Trump, som han har mødtes med flere gange.
31-årige Kirk, der begyndte som konservativ teenageaktivist, voksede til at være en førende podcastvært og betragtes desuden som et ansigt udadtil i Trumps "Make America Great Again"-bevægelse.
Det var da også Trump, der annoncerede Kirks død på Truth Social.
Læs om Charlie Kirk her:
- Navn: Charles James Kirk.
- Alder: 31 år.
- Nationalitet: Amerikansk.
- Civilstand: Gift med to børn.
- Uddannelse: Kirk havde ingen universitetsuddannelse, da han droppede ud af Harper College i delstaten Illinois for at blive aktivist på fuld tid.
Karriere:
- I 2012 blev han som 18-årig medstifter af den politiske organisation Turning Point, der er en organisation dedikeret til at fremme konservative sager blandt unge vælgere og på universitetscampusser.
- I 2019 stiftede han Turning Point Action, der er en nonprofitorganisation, som støtter konservative kandidater under valg.
- Kirk var blandt de mediepersonligheder, der efter valget i 2020 påstod, at valgfusk var grunden til, at Donald Trump tabte til Joe Biden.
- I 2020 udgav han bestselleren "The Maga Doctrine", som refererer til Trumps bevægelse.
- Trump har flere gange givet Kirk æren for, at flere unge vælgere støttede Trump og Republikanerne under præsidentvalget i 2024, og iagttagere har påpeget, at han formåede at formidle konservative budskaber til den unge målgruppe.
- I starten af januar i år rejste han med Trumps søn, Donald Trump Jr., til Grønland, da den dengang kommende præsident argumenterede for, at USA skulle eje Grønland.
- Kirks podcast, "The Charlie Kirk Show", har mere end 500.000 månedlige lyttere, og hans X-konto har 5,3 millioner følgere.
Kilder: Reuters, BBC, The Dartmouth Review, Ritzau