Af Morten Runge | moru@avisen.dk

Det var sådan en dag, hvor naturfotograf Christine Raaschou-Nielsen havde lyst til at fotografere noget action. Men da hun lørdag for tre uger siden tog sin Canon 500mm-telelinse over armen og begav sig ud på markerne på Sydals, havde hun ingen anelse om, hvad hun ville støde ind i.

I begyndelsen lignede det bare en almindelig slåskamp mellem en stormmåge og en vandrefalk.

Falken havde tvunget mågen ned på marken og var gået i gang med at plukke den.

»Den havde godt fat, og jeg var ret sikker på, at det var ude med mågen,« siger Christine Raaschou-Nielsen.

Bid i struben

Men stormmågen havde ikke synderligt meget lyst til at dø på en mark sådan en grå lørdag.

Selvom falken rev fjer for fjer ud fra halsen og til sidst fik en bid af mågens strube, holdt den stand. Og blev ved med at trække vejret.

Så skete det. Christine Raaschou-Nielsen kan ikke helt forklare hvorfor, men pludselig lettede vandrefalken og lod sit lemlæstede bytte ligge på marken.

»Måske havde den fået nok. Måske var den ganske enkelt mæt,« siger hun.

Stormmågen kunne så gøre status over kampen.

Den havde mistet alle sine fjer på halsen og et godt stykke af struben.

Men den rejste sig til Christine Raaschou-Nielsens store overraskelse fra marken og spankulerede lidt rundt.

»Jeg udbrød »Gud, den lever«. Den vaklede lidt og gylpede lidt op undervejs, men den stod på sine ben,« fortæller fotografen, der ikke vidste, om hun skulle gribe ind og aflive mågen.

Hun lod være og ventede i stedet en time i en bil med telelinsen rettet mod den besynderlige fugl.

Og mågen gik videre, som om intet var hændt.