Leif Sylvester vågnede til et chok fredag morgen. Kunstnerens atelier i Nordsjælland stod nemlig i flammer. Det skriver B.T.
Den 82-årige multikunstner fortæller, at branden blev slukket, men at han på grund af røgen endnu ikke har haft mulighed for at se, hvor store skaderne er.
Leif Sylvester siger til Ekstra Bladet, at han blev vækket af nogle håndværkere, som havde set, at der kom røg fra atelieret. Brandvæsenet kom efter et kvarter og fik slukket branden.
Han fortæller også, at det ser ud til, at flere af hans malerier har overlevet branden, men at de er meget sorte.
- Så der skal bruges en del tid og penge på at restaurere, og det kommer til at sætte mig flere måneder tilbage i mit arbejde. Hele atelieret er sort. Vægge og alt. Så jeg frygter selvfølgelig tilstanden på malerierne. Især dem, som jeg skal bruge til min udstilling her i oktober, siger han til eb.dk.
Leif Sylvester har længe levet af sin kunst, mens han sideløbende har haft roller i film og tv-serier som eksempelvis “De Frigjorte” og “Taxa”. Leif Sylvester ejer galleri “Python” i indre København.