Hun kom for at give Hollywoodstjernen Heath Ledger en massage. I stedet fandt hun ham livløs.
Det var massøren Diana Wolozin, som fandt den australske skuespiller i hans lejlighed på Manhatten i New York tirsdag eftermiddag. Men i stedet for at ringe til politiet med det samme brugte Diana Wolozin ni minutter på at ringe forgæves tre gange til Heath Ledgers veninde, skuespillerinden Mary-Kate Olsen. Det oplyser politiet, skriver nyhedsbureauet AP.
Efter tre forgæves opringninger ringede massøren til alarmcentralen, og da ambulancefolkene var ankommet til lejligheden, forsøgte hun at få fat på Mary-Kate Olsen en fjerde gang. Der har tidligere været forlydender om, at de to Hollywoodstjerner gik ud sammen.
Ifølge politiet har opringningerne ikke nogen særlig betydning for efterforskningen, da politiet mener, at Ledger var død, da massøren kom, og det kunne alligevel ikke have reddet skuespillerens liv, hvis hun havde ringet direkte til alarmcentralen.
Et af kravene til at være massør i New York er, at man kan førstehjælp, men politiet siger, at en vagt gav Ledgers massør anvisninger i at udføre hjertemassage.
Frustreret over det hele
Obduktionen af Heath Ledger har endnu ikke givet noget svar på, hvorfor han døde. Der blev fundet sovemedicin tæt ved hans krop.
En nær ven til den australske skuespiller siger, at han var nedtrykt i julen, som han fejrede i sin hjemby Perth. Han var bekymret over sit brud med skuespillerinden Michelle Williams, som han spillede sammen med i gennembrudsfilmen Brokeback Mountain .
- Han sagde, han skulle til London, men han var ret trist, fordi han ikke kunne se sin datter, så meget som han gerne ville. Han rejste så meget, og jeg tror, han bare var frustreret over det hele, siger en tæt bekendt, Sophie Ward, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Hun fortæller desuden, at Heath Ledger hverken drak alkohol eller tog stoffer. Familien beskriver dødsfaldet som en tragisk hændelse, og Sophie Ward siger, at hun ikke tror, Ledger tog sit eget liv.
Heath Ledger skal begraves i Perth.