Bjerringbro-Silkeborgs playmaker Rasmus Lauge forventer en hård opgave, når midtjyderne i aften møder makedonske Metalurg i Champions League.
Men BSV går ind til hjemmekampen med masser af selvtillid, efter at det for en uge siden lykkedes at slå franske Chambery 25-23 og få den første sejr nogensinde i Europas største klubturnering.
- Det har givet noget selvtillid, at vi vandt denne ene gang, hvor vi selv har følt os som små favoritter.
- Så må vi se, hvor meget det bliver til. Men vi har fine muligheder for at gå videre fra gruppen og skal følge op på sidste uges sejr mod Metalurg, siger Rasmus Lauge.
- Makedonerne har et sindssygt godt hold. De er meget aggressive og smadrer til i forsvaret. Deres hold består af masser af makedonske landsholdsspillere, og de er en klasse eller to over Chambery.
- Det bliver en noget svær opgave, men bestemt ikke umuligt. Vi skal også helst have point i vores hjemmekampe, hvis vi vil videre, siger playmakeren.
Mens Metalurg har vundet holdets to første kampe i Champions Leagues gruppespil, så er BSV noteret for en sejr og et nederlag før aftenens kamp, der begynder klokken 17.00.
Fire ud af seks hold i gruppen går videre til 1/8-finalerne.
/ritzau/