Vejrudsigten lyder på sne de kommende dage, og det betyder, at man på de danske veje kan risikere at køre op og ned ad store lastbiler og busser på sommerdæk på de hvide veje.
Der er nemlig ikke et lovkrav i Danmark om, at de tonstunge lastbiler og busser skal have vinterdæk på. Det har man til gengæld i nabolandende Sverige, Tyskland og Norge, skriver Fagbladet 3F.
Som det er i dag, må lastbiler og busser lovligt køre i sne og is uden vinterdæk. Eneste krav til det dæk, der sidder på lastbilen, er en mønsterdybde på 1mm.
Kravene til vinterdæk er derimod anderledes skrappe i Sverige, Norge og Nordtyskland. I Norge for eksempel er vinterdæk lovkrav på lastbiler og mønsterdybden skal være mindst 5 mm.
- Vi mener, det er oplagt, at vinterdæk også bliver et lovkrav for lastbiler og busser i Danmark. Det ville give god mening. Men der er ikke politisk vilje eller flertal for et krav, siger chefkonsulent i FDM Dennis Lange.
Burde være et lovkrav
Der er et stort element af sikkerhed i vinterdæk, der står bedre fast end sommerdæk, når det er glat.
- Vi kan godt sammenligne os med Sydsverige og Nordtyskland vejrmæssigt, og det er jo ikke umuligt, at vi pludselig får et voldsomt snefald i Danmark, pointerer Dennis Lange.
Færdselsstyrelsen, som er øverste myndighed under Transportministeriet, har ikke en statistik over vinterdæk på lastbiler og busser, men har en oversigt over fejl på dæk fundet i kontroller udført i 2022.
Der er fundet dækfejl 161 gange på et køretøj – heraf de 157 på lastbiler og anhængere.
Formand for Godschaufførernes Landsklub, Erik Emil Hansen, mener, at det giver god mening, at der er lovkrav om vinterdæk i nabolandene, men ikke nødvendigvis i Danmark.
- Jeg oplever ikke, at der er problemer med det i Danmark. Men det er ekstra vigtigt i lande som Tyskland, Norge og Sverige, hvor vinteren er anderledes hård end i Danmark, siger landsklubformanden og tilføjer:
- Men dæk skal skiftes, før grænsen for mønsterdybde nås. Når chaufførerne tager ansvar og beder om nye dæk, får vi dem også. Men hvis en vognmand ikke vil skifte dæk, der er nedslidte, men stadig lovlige lidt endnu, er mit råd, at chaufføren nægter at køre videre, siger Erik Emil Hansen.
Fagbladet 3F
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.