I tirsdags kom det frem, at 68-årige Lars von Trier er flyttet i plejebolig i Kgs. Lyngby.
Mesterinstruktøren lider af Parkinsons sygdom, som nedbryder celler i hjernen, men trods den vanskelige sygdom er han ikke færdig med at skabe film.
Lars von Trier står nemlig midt i arbejdet med flere film, som han har fået millioner af støttekroner til.
Blandt andet kunne vi forleden fortælle, at Lars von Trier ifølge Det Danske Filminstituts oversigt over støttetildelinger er i gang med en film, der produceres af Zentropa Entertainment og som har fået 1,3 millioner kroner i udviklingsstøtte i 2024.
Filmen hedder "After" og har angiveligt ingen ringere end den svenske stjerne Stellan Skarsgård på rollelisten. Filmen handler om døden og får en visuelt eksperimenterende form.
Lars von Trier arbejder ifølge filmmagasinet Ekko desuden på to dokumentariske projekter, som ifølge Ekkos oplysninger hedder "Fragmenter af en encyklopædi" og som skal instrueres sammen med kollegaen Christoffer Boe.
"Fragmenter af en encyklopædi" er ifølge Ekkos oplysninger Lars von Triers blik på filmhistorien, og ud fra titlen at dømme kan der være tale om en slags opslagsværk.