Den prisvindende danske filminstruktør, Lars von Trier er flyttet på plejehjem.
Det skriver Se og Hør med CPR-registret som kilde.
Lars von Trier lider af Parkinsons sygdom, som nedbryder celler i hjernen.
Ifølge ugebladet er den 68-årige instruktør flyttet ind i plejeboliger på et plejecenter i Bredebo ved Kgs. Lyngby.
Diagnosen Parkinsons sygdom er kronisk og karakteriseret ved rysten, nedsatte bevægelser og stivhed.
Senere i forløbet kommer der oftest problemer med balancen, men sygdommen udvikles langsomt over år, fremgår af sundhed.dk.
Målet med behandling af Parkinsons sygdom er at lindre symptomerne.
Lars von Trier har desuden hele livet lidt af voldsom angst og OCD - tvangstanker og tvangshandlinger.
Lars von Trier er medstifter af filmselskabet Zentropa. Han har gennem sin karriere stået i spidsen for en lang række film og serier. Blandt andet tv-serien "Riget" fra 1994, som fik en tredje sæson i 2022.
Derudover har han høstet international anerkendelse for blandt andet filmen "Breaking the Waves" (1996) og for musicalen "Dancer in the Dark" (2000).
I efteråret skrev flere medier, at Lars von Trier var på vej med sin første film siden sin Parkinson-diagnose. Det fremgår af Det Danske Filminstituts oversigt over støttetildelinger.
Lars von Trier er ifølge oversigten både filmens manuskriptforfatter og instruktør. Filmen produceres af Zentropa Entertainment og har fået 1,3 millioner kroner i udviklingsstøtte i 2024.
I øjeblikket hyldes Lars von Trier i kunstudstilling i Nikolaj Kunsthal i København.
Udstillingen bærer titlen "Breaking Darkness", og åbnede den 8. februar og kan ses frem til og med den 28. juli.