Et rumænsk ægtepar er tirsdag blevet idømt tre års fængsel af Østre Landsret for et stort antal tricktyverier.
Det er en skærpelse af byrettens dom, der lød på to år og otte måneders fængsel.
Landsretten var enig med byretten i, at parret skal udvises af Danmark, når de har udstået deres fængselsstraf, og stadfæstede parrets udvisningsdom.
Petronela Feraru og Vasile Gologan, der bliver beskrevet som professionelle tyve, har især stjålet fra ældre danskere.
De to har afluret ofrenes dankortkoder i forskellige butikker og derefter stjålet kortet fra dem. I alt lykkedes det ægteparret at stjæle over en halv million kroner.
Tricktyverierne foregik typisk på den måde, at tyvene afledte offerets opmærksomhed ved kassen i et supermarked. Det er ofte sket under påskud af, at vedkommende havde tabt en hundredkroneseddel eller en 50'er, som folk ofte tog imod.
Uden for supermarkedet henvendte tyvene sig igen for at få sedlen tilbage. Under det postyr, der opstod, stjal de så personens dankort.
De stjålne kort blev typisk brugt umiddelbart efter til at hæve kontanter i pengeautomater. Men de blev også brugt til at købe ting i forskellige forretninger.
Rumænerne blev anholdt i Frankrig i november 2015, på baggrund af en europæisk arrestordre.
- Takket være et godt politisamarbejde på tværs af grænserne i Europa har det i dag været muligt at retsforfølge de to dømte, selv om de for længst havde forladt landet. Og det kan man jo kun være tilfreds med, udtalte anklager Line Rosberg i en pressemeddelelse efter byrettens dom i juni.
/ritzau/