Vestre Landsret har fundet to mænd på henholdsvis 44 og 35 år skyldige i at have dræbt en 54-årig mand i januar 2022 i Silkeborg.
Det skriver retten på sin hjemmeside.
Den 44-årige Michael Høgh-Nielsen er blevet idømt fængsel på livstid for drabet.
Den 35-årige mand, der også er fundet skyldig i drabet, har fået en behandlingsdom. Han skal anbringes på en psykiatrisk afdeling på ubestemt tid.
Dommen er den samme, som den Retten i Viborg nåede frem til i februar sidste år.
Drabet skete i en lejlighed i Silkeborg. Her fik den 54-årige skåret halsen over efter at være blevet stukket adskillige gange i hovedet, halsen, nakken, brystet og på kroppen. Han blev ligeledes stukket i hjertet.
Mændene er desuden fundet skyldige i at have røvet et ukendt pengebeløb fra den 54-årige.
Nævningetinget lagde ved strafudmålingen vægt på, at drabet var begået af de de to mænd i forening i den forurettedes eget hjem og efter forudgående planlægning
Derudover blev der lagt vægt på, at drabet blev begået på en særdeles voldsom måde.
Den 44-årige er desuden tidligere dømt for blandt andet grov vold med døden til følge.
De tiltalte er desuden blevet pålagt at betale erstatning til den afdødes voksne datter.
/ritzau/