Den gode presseskik var tilsidesat, da ugeavisen Dagens Medicin i forrige år skrev, at en overlæge i Lægemiddelstyrelsen burde fyres for sin håndtering af sagsbehandlingen omkring kontrastmidlet Omniscan.
Doris Stenver har fået Københavns Byrets ord for, at ugeavisen Dagens Medicin skal betale hende 25.000 kroner i erstatning.
Det oplyser Foreningen af Speciallæger, der på vegne af Doris Stenver krævede en tortgodtgørelse på 25.000 kroner, og at Dagens Medicin erkender, at de tilsidesatte god presseskik ved at skrive, at hun burde fyres fra sit job.
Dagens Medicin bragte den 19. november 2010 et billede af Doris Stenver og to af hendes kolleger på avisens forside under overskriften "Fyr dem".
Baggrunden for forsiden var den da netop offentliggjorte, uvildige advokatundersøgelse om Lægemiddelstyrelsens håndtering af sagsbehandlingen af kontrastmidlet Omniscan.
Advokatundersøgelsen rejste kritik af Lægemiddelstyrelsen, blandt andet fordi den - trods flere bivirkningsindberetninger - fjernede en advarsel mod at bruge Omniscan til nyresyge patienter, hvorefter et større antal patienter døde eller blev stærkt invaliderede.
Rapporten konkluderede, at "Lægemiddelstyrelsen ved ikke at have truffet effektive foranstaltninger i anledning af de modtagne indberetninger har handlet forsømmeligt".
Trods den hårde kritik miskrediterede advokatundersøgelsen dog ikke Doris Stenver personligt.