Lørdag klokken 7.45

Jeg fornemmer det alle-rede, da jeg stiger på cyklen hjemme. Det bliver en hård dag. Isslaget har gjort vejene spejlglatte, så jeg kører ekstra forsigtigt. Normalt tager cykelturen fem minutter, men i dag er jeg først fremme på et kvarter. Det er en lumsk vejrtype, for isen ligner umiddelbart bare vådt føre. Det skal nok komme bag på mange.

8.20

Jeg har kun været på arbej-de i tyve minutter, før de ringer nede fra skadestuen. Normalt er der to yngre læger på skadestuen, mens det er mit ansvar som overlæge at sørge for, at hele huset kører, som det skal. Men skadestuen er allerede nu så proppet med patienter, at jeg træder til.

8.30

En ældre dame bringes ind på skadestuen med en af dagens alvorligste skader. Det viser sig, at hun har brækket benet omkring knæet. Og da hun i forvejen har et kunstigt led i knæet, kræver det en teknisk meget svær o-peration. Hun er selvfølgelig meget ærgerlig over bruddet, men tager det ellers fint. Imens vokser køen i venteværelset, og vores seks sygeplejersker har virkelig noget at se til. Trods de mange uheld er stemningen dog god. Folk kan godt se, at vi gør, hvad vi kan, og der er generelt forståelse for, at vi er nødt til at prioritere de mest alvorlige skader først og lade patienter med min-dre alvorlige brud ligge et par dage, før vi opererer dem.

10.00

De fleste tilskadekomne er ældre mennesker, der ofte har svagere knogler og er dårligt gående. Men der er også enkelte børn mellem patienterne. En tiårig dreng er faldet og har vredet sin finger af led. Vi sætter den på plads med det samme og giver ham gips på. Selvom det gør meget ondt, tager han det som en mand.

14.00

Hidtil har vi slet ikke kunnet følge med strømmen af patienter, men nu kommer der endelig lidt luft. Jeg har ikke fået noget at spise siden morgenmaden, så jeg snupper chancen for at få en bid mad. Det bliver dog kun til en skive franskbrød i baglokalet ¿ der er simpelthen ikke tid til at gå i kantinen.

16.00

Min kollega, der skal afløse mig, møder, og jeg kan omsider holde fri. På vej hjem på cyklen kører dagen stadig rundt i hovedet på mig.

Selvom vi er uddannet til at tackle store trafikuheld, er det alligevel mentalt hårdt at skulle prioritere mellem så mange skadede mennesker, der alle har brug for hjælp. Og så undrer jeg mig over, hvorfor folk absolut skal vove sig ud af døren, når de er blevet advaret mod isslaget. Mange går kun ud, fordi de er nysgerrige og vil finde ud af, om vejrudsigten holder stik, Andre mener åbenbart, at det er livsvigtigt at komme til bageren og hente to rundstykker.

21.00

Efter sådan en dag har man fortjent to glas rødvin at falde i søvn på. Jeg går tidligt i seng for at samle kræfter til i morgen.

Søndag 8.00

Tilbage på jobbet. En dag uden isslag. Vi tager fat på at ?rydde op’ efter gårsdagens rykind af patienter. Mange har måttet ligge over med mindre brud, som vi har tid til at klare i dag. Og så bliver der forhåbentlig også tid til en frokostpause.