En 56-årig kvinde fra Hvidovre er idømt syv måneders fængsel for snyd med tilskud til diabetespræparatet Ozempic. De fem måneder skal ikke afsones, men er gjort betinget, oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på X.
- Jeg vurderer, at det er den rigtige dom, som afspejler, at der slås hårdt ned på snyd med offentlige tilskud, og at receptpligtig medicin ikke skal handles uden for det autoriserede marked, siger specialanklager Christina Walbom på X.
Ozempic er beslægtet med vægttabspræparater Wegovy og har en slankende effekt.
Kvinden, som livet igennem har døjet med overvægt, var tiltalt for at have modtaget 331.763 kroner i medicintilskud, samtidig med at hun overdrog medicinen til forskellige personer.
Region Hovedstaden blev opmærksom på, at der var noget galt i løbet af 2023 og rettede både henvendelse til kvindens læge og til politiet.
Da sagen blev indledt ved Retten i Glostrup i sidste uge, fortalte kvinden, at hun havde et overforbrug af medicinen. Men hun nægtede pure, at hun skulle have svindlet.
- Hver gang jeg blev bange for at blive tyk, så stak jeg mig igen, lød det blandt andet fra kvinden.
Specialanklageren dokumenterede på den anden side, at der var indløst recepter svarende til mere end otte års forbrug af præparatet.
Og beskeder sendt til to veninder på en krypteret tjeneste samt pengeoverførsler indikerer, at medicinen er blevet videresolgt.
Kvinden selv hævdede, at beskederne handlede om noget helt andet.
Sagen er blot en i en række sager, hvor borgere er anmeldt for svindel med medicintilskud i forbindelse med lægemidlet Ozempic.
/ritzau/