En 41-årig kvinde blev overfaldet og forsøgt voldtaget af en mand, da hun 14. april var på vej hjem fra en fest.
Overfaldet fandt sted ved Tranestien i Brøndby. Her blev kvinden grebet bagfra og kastet ned i et buskads. Gerningsmanden fastholdt forurettede, hvorefter han lagde sig oven på hende og befølte hende, imens at han prøvede at rive bukserne af hende. Det lykkedes kvinden at kæmpe imod og sparke gerningsmanden hårdt i ansigtet, så han slap sit greb, hvorefter han løb væk fra stedet ad Tranevænget i østlig retning.
Københavns Vestegns Politi håber nu på hjælp fra offentligheden og har derfor udsendt et signalement af gerningsmanden, der beskrives som:
Mand, Ikke etnisk dansker af udseende, 180-190 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Brun, Iført: Ternet blå dunjakke med sort hætte og sorte bukser.
- Kvinden har været meget specifik i forhold til den ternede blå dunjakke, som gerningsmanden var iført. Særligt den oplysning, håber vi, at offentligheden kan hjælpe med oplysninger i forhold til, siger politikommissær Rikke Thestrup.