En kvinde er i Grønland blevet tilbageholdt i næsten fire uger, fordi hun sigtes for at have stukket sin mand til døde sent fredag aften lokal tid.
Drabet er sket i Qaqortoq, skriver Sermitsiaq.
Manden blev kørt til sygehuset, men lægerne kunne ikke redde hans liv.
Politikommissær Bent Ole Kleist siger til avisen, at drabsvåbnet er beslaglagt og nu bliver undersøgt nærmere.
- Manden var blevet stukket i brystregionen omkring hjertet, siger han.
Begge parter var berusede, og de havde haft uoverensstemmelser inden knivstikkeriet.
Det var kvinden selv, der slog alarm. Hun ringede og sagde, at hun havde stukket sin mand.
Kredsretten har i weekenden besluttet at tilbageholde kvinden i 26 dage.
/ritzau/