Ritzau
Opdateret kl. 14:25
En tjekkisk domstol løslader den syrisk-kurdiske leder Saleh Muslim trods krav fra Tyrkiet om at udlevere ham.
Han blev anholdt søndag af tjekkisk politi efter anmodning fra Tyrkiet.
Saleh Muslim var på vej til København og skulle tirsdag møde Folketingets udenrigsudvalg. Han skulle fortælle om Islamisk Stat og den tyrkiske indrykning i Syrien, oplyser Enhedslisten.
Men hans besøg i Danmark er udsat på grund af situationen i Tjekkiet. Saleh Muslim planlægger dog stadig at rejse til Danmark på et senere tidspunkt. Det siger Enhedslistens fungerende politiske ordfører, Nikolaj Villumsen.
- Jeg vil bede udenrigsministeren (Anders Samuelsen (LA), red.) give en klar melding om, hvorvidt Saleh Muslim kan rejse frit i Danmark, eller om han kan risikere at blive udsat for samme chikane her som i Tjekkiet, siger Nikolaj Villumsen.
Saleh Muslim er tidligere leder for PYD. Partiet indgår i den koalition, som styrer de områder af det nordlige Syrien, der kontrolleres af kurdere.
Der er kommet en stærk reaktion fra Tyrkiet på Saleh Muslims løsladelse i Prag.
Det er "klar støtte til terror", lyder det fra Bekir Bozdag, der er talsmand for den tyrkiske regering.
Tyrkiet beskylder Saleh Muslim for at angribe den tyrkiske stat og for mord.
Den sidste del handler ifølge Tyrkiet om, at Muslim skulle have taget del i et dødeligt angreb i Ankara i februar 2016.
Bekir Bozdag siger, at den kurdiske leders løsladelse er i strid med folkeretten. Det vil belaste forholdet mellem Tyrkiet og Tjekkiet, lyder det.
Den kurdiske koalition i det nordlige Syrien samarbejder med USA. Det har anstrengt forholdet mellem USA og landets Nato-allierede Tyrkiet.
/ritzau/Reuters