Blod, splat, afrevne lemmer og japansk futurisme er tilsyneladende ikke noget hit hos århusianerne.

Det erkender kunstmuseet Aros’ direktør, Jens Erik Sørensen, nu efter et år med underskud og et skuffende antal besøgende.

Mens eksempelvis Louisiana i Humlebæk kan bryste sig af publikumsrekord med mere end 190.000 besøgende til den seneste Lucien Freud-udstilling, har Aros i det forløbne år haft svært ved at tiltrække publikum til de store udstillinger, og det kan ses på bundlinjen.

Successtart

Det gik ellers lige så godt. De første tre år efter åbningen i april 2004 oplevede Aros en utrolig tilstrømning af publikum og havde stor succes med en lang række udstillinger, heriblandt Ingvar Cronhammers Racing Cars – The Art Dimension , Michael Kviums maleriudstilling Jaywalking Eyes og Olafur Eliassons totalinstallation Minding the World .

Men i 2007 hoppede kæden af. Årets to absolut dyreste udstillinger, den amerikanske provokunstner Paul McCarthys ’Head Shop/Shop Head’ og japanske Mariko Moris Oneness skuffede fælt, og Aros havde i 2007 mere end 140.000 færre besøgende end året før.

Ifølge direktør Jens Erik Sørensen er der ingen tvivl om, at de røde tal skyldes manglende tilslutning til de to store og meget dyre udstillinger, men han holder fast i, at det var den rigtige beslutning at sætte dem på programmet.

»Efter tre år med konstant fremgang troede jeg naivt og optimistisk på, at vi kunne præsentere udstillinger på linje med det, vi ser i New York eller Tokyo, og stadig få folk til at strømme til. Det gjorde de desværre ikke, og som ansvarsbevidst direktør er jeg selvfølgelig nødt til at være lidt brødebetynget, men jeg mener ikke, at vi har mistet styringen. Der er bare ting, vi ikke kan styre. Og det er blandt andet, hvor meget publikum tager udstillingerne til sig,« siger han og fortsætter:

»Når man får et tilbud om at vise to så kendte verdensstjerner, kan man ikke sige nej. Man er nødt til at slå til.«

Arrogant og ude af trit

Aros-direktøren er flere gange i både lokale og landsdækkende medier blevet kritiseret for at være arrogant og ude af trit med sit publikum. Selv mener han ikke, at han undervurderer sit publikum.

»Efter min opfattelse vil det århusianske publikum meget gerne udfordres. Kunst skal ikke være øjenlækkerier. Og bare fordi resten af Danmark er en kolonihave, behøver Aros ikke også at være det,« siger Jens Erik Sørensen.

Men hvis århusianerne gerne vil udfordres, hvorfor gik det så galt?

»Vi henvender os generelt til et bredt familiepublikum. Paul McCarthy ramte fuldstændig ved siden af den målgruppe. Allerede efter den første omtale i medierne måtte vi indse, at løbet var kørt. Vi forsøgte at ændre markedsføringsstrategi og arrangerede særlige ture for børn og familier, men folk havde allerede fået den opfattelse, at det ikke var noget for dem,« fortæller Jens Erik Sørensen, som også tog beslutningen om at lukke udstillingen, selvom de havde fået mulighed for at forlænge perioden.

Det seneste eksempel på Aros kunstneriske fejlskud er den japanske multikunstner Mariko Moris Oneness , som vises frem til 27. januar. Her havde direktørenligeledes store forhåbninger til, at udstillingen ville appellere til publikum. Alligevel fængede udstillingen ikke.

Fortryder du?

»Nej. Det er risky business at drive kunstmuseum. Det er selvfølgelig rarest med et museum, der vrimler af liv, men der vil altid være perioder, hvor det går op og ned. Jeg har for længst opgivet at være pessimistisk – jeg gider ganske enkelt ikke være bekymret, for det skal nok gå,« svarer Jens Erik Sørensen.

En bedre balance

Han understreger samtidig, at Aros fortsætter i samme kurs.

»Vi holder fast og vil stadig gå efter de ypperste stjerner inden for kunsten, men måske have vores egen kultur mere for øje og finde en bedre balance mellem de lettere og lidt sværere tilgængelige udstillinger,« siger Jens Erik Sørensen.