Drømmen om børnefamilien ligger ikke længere i egne hænder.
For 83 af 748 danskere, der ønskede at adoptere i 2006, blev drømmen knust, da de blev afvist som adoptivforældre. De havde ventet i gennemsnit 93 dage, inden de fik at vide, at enten alder, økonomi, boligforhold, samliv, straffeattest eller helbred ikke var i orden. Det er nemlig noget af et forhindringløb at komme gennem nåleøjet.
Sikre god opvækst
»Vi synes, at de krav, der er til godkendelse, er vigtige, fordi de er med til at sikre, at barnet får en god opvækst,« siger Henriette Braad Olesen, sekretariatschef i Adoptionsnævnet.Afslagene falder i adoptionens første fase, hvor hvert et forhold bliver vendt.
Allerede ved at se på vielses- og dåbsattesten falder de fleste fra. Kun omkring en halv million danskere er således gift og mellem 25 og 41 år. Godt nok må enlige få et barn, men folk i parforhold skal være lovformelige ægtefolk.
»Ved ægteskab understreges det permanente i forholdet. Det viser stabilitet,« siger Henriette Braad Olesen.
Afgørelserne falder imidlertid ikke altid i god jord hos ansøgerne.
Fordobling af klager
Sidste år klagede 72 over et afslag, hvilket er en væsentlig stigning i forhold til de 46 klager i 2005.
De fleste af sagerne handler om krop og psyke, og ser man på Adoptionsnævnets afgørelser, er kravene til sundheden da også lidt uklare. Tidligere har en mand med testikelkræft således fået afslag, selvom han var blevet opereret, og der ikke var tegn på sygdomsspredning.
En anden måtte derimod gerne få et barn, fordi hans kræftform var noget mildere.
Både vinterdepressioner og angst har også før betydet afslag.
»Man skal være der for barnet i opvækstperioden, og hvis der er lægelig dokumentation for, at der er en forøget risiko for at dø, kan man ikke godkendes som adoptant,« siger Henriette Braad Olesen.
Økonomisk set er der ikke krav om mange penge på kontoen.
»Det at være på kontanthjælp kan ikke i sig selv betyde afslag.«
Adoptionsreglerne bliver løbende revideret, men lige nu ser der ikke ud til at være ændringer på vej.
Nyhedsavisen fortalte i går om Ilan Olsen,
der vejer 125 kilo. Han er en af de mange, der er ikke må adoptere på
grund af sin vægt.
Ifølge BMI-tallet er Ilan Olsens svært overvægtig,
og risikoen for sygdom og død er derfor stor.