Konservativ Ungdom (KU) skyder med skarpt efter Liberal Alliances Ungdom og kalder deres forslag om at liberalisere den danske våbenlovgivning for "vanvittigt".
- At tro at den amerikanske våbenlov kan fungere i Danmark er naivt og fuldstændig tosset, skriver landsformand for Konservativ Ungdom, Kristoffer Beck, i en pressemeddelelse.
- Vi risikerer blot, at endnu flere indbrudstyve, gaderøvere og så videre begynder at benytte sig af skydevåben, og så bliver spørgsmålet om, hvem der skyder først, tyven eller forurettede, og er det virkelig en situation, vi ønsker at sætte folk i, spørger han.
Landsformanden for Liberal Alliances Ungdom, Rasmus Brygger, skriver i et debatindlæg i søndagens Politiken, at våbenloven bør liberaliseres, så lovlydige danskere kan få lov at bære skydevåben til selvforsvar.
Han pointerer blandt andet, at samfundet de seneste år i stigende grad har frataget danskerne muligheden for at forsvare sig selv mod kriminelle.
Men våbenforslaget er den forkerte medicin, mener KU. I stedet bør man forstærke politiindsatsen og øge strafferammen, lyder det.
- Vi skulle hellere ønske os en større politistyrke, som kan sætte hårdt og effektivt ind over for de kriminelle og gøre livet så surt for dem, at de ikke ønsker at overtræde loven, skriver Kristoffer Beck.
/ritzau/