Kriminelle kan fryses ude af Vollsmose

Politikerne kan godt ændre lovgivningen og holde kriminelle ude af belastede områder, vurderer ekspert.

Lovgivningen kan godt skrues sammen, så kriminelle ikke kan få en bolig i belastede områder som Vollsmose, hvis målet er at opretholde sikkerheden i det offentlige rum.

Det fastslår lektor og ph.d. ved Aalborg Universitet Charlotte Bagger Tranberg, der forsker i persondataret.

- Lovgivere må godt lave en undtagelse til reglerne i persondataloven. Det står klart i det EU-direktiv, der ligger bag. Men det kræver, at det sker for sikkerheden i samfundet. Og det vil politikerne begrunde lempelser med, siger hun.

Charlotte Bagger Tranberg mener, at politikerne har gode muligheder for at få trumfet lempelser igennem på baggrund af urolighederne i Vollsmose.

Muligheden for at holde uromagere væk fra Vollsmose er kommet på tale efter et hastemøde i Odense torsdag, hvor tre ministre, byens borgmester og Fyns Politi har diskuteret, hvordan man kan dæmme op for problemerne i bydelen.

Her efterlyste borgmester Anker Boye (S) blandt andet, at politiet, kommunen og boligselskaberne får bedre muligheder for at dele oplysninger om borgere og på den måde forhindre de problematiske lejere i at få en bolig i Vollsmose.

Men lovgivningsarbejdet er ifølge Charlotte Bagger Tranberg en drilsk størrelse.

- Om det er lovligt at lave sådan et system, det har at gøre med, hvordan det rent praktisk skrues sammen, siger hun.

- Det er klart, at det skal være med det meget smalle formål at forhindre, at kriminelle flytter til de her belastede områder. Det skal ikke gå ud over familier, hvor sønnerne går og laver småhærværk.

Boligselskaberne skal ikke bare kunne vælge og vrage mellem lejere, understreger hun:

- Man er nødt til at lave en ordning, hvor boligforeningerne beder politiet om oplysninger frem for, at der ligger en liste ude hos foreningerne. Det kan give dem nogle oplysninger, som de ikke har ret til og ikke har noget at bruge til.

På mødet torsdag deltog social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S), justitsminister Morten Bødskov (S) og boligminister Carsten Hansen (S).

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.