Tirsdag skød et massivt politisk flertal regeringens Vækstforum-forslag om at hæve boligskatterne ned. I morgen rammer den politiske virkelighed forslaget om udbudspligt. Og det ser på forhånd ikke godt ud.
"Pligt betyder tvang. Og det er ikke værd at sætte det kommunale selvstyre over styr af den grund," siger kommunalordføreren for Dansk Folkeparti, Hans Kristian Skibby.
Ifølge forslaget skal plejen af landets ældre og pasning af vores børn i langt skal højere grad udføres af private. Derfor skal kommunerne tvinges til at sende opgaverne i udbud. Det vil få dem op på mærkerne og sætte gang i væksten.
Men hverken oppositionen til højre eller til venstre for regeringen vil være med til at tvinge kommunerne. Der er modvind fra alle sider.
DF's Kristian Skibby bliver bakket op af socialdemokraterne, der er yderst skeptiske over for, at private skal tjene penge på børnepasning og ældrepleje.
"Vi har ikke noget imod, at andre udefra tager del i opgaverne, men det må ikke ske på profitvilkår," siger erhvervsordfører Orla Hav (S).
Det er ikke Vækstforum, som har opfundet idéen om udbudspligt. Dén introducerede økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) i januar. Det skete i regeringens strategi til fremme af samarbejde mellem det offentlige og private.
Allerede dengang stillede Kommunernes Landsforening (KL) sig på bagbenene.
"Det er helt og aldeles unødvendigt. (...) det kræver netop en lokal og konkret vurdering, om det i hvert enkelt tilfælde kan betale sig og er en god idé at konkurrenceudsætte en opgave," udtalte KL-formand Jan Trøjborg (S) dengang.
Carina Christensen, politisk og erhvervsordfører for De Konservative, ærgrer sig over, at kommunerne, DF og S skyder forslaget ned, allerede inden det er kommet ud til offentligheden.
Hun tror nemlig ikke på, at kommunerne tager sig sammen, hvis de ikke får med pisken.
"Der sker jo ikke ret meget på det her område. Kommunerne har i årsvis sagt, at de gerne vil byde mere ud, men vi rykker ikke for alvor. Vi så da gerne, at kommunerne handlede af sig selv, men når de nu ikke gør det, så kunne en udbudspligt være noget, som tvang dem til truget," siger hun.
Lige nu forhandler Brian Mikkelsen med partierne om en konkurrencepakke. Her har forslaget om udbudspligten faktisk været på forhandlingsbordet, men da flertallet mangler, håber Carina Christensen, der sidder med ved bordet, at andre initiativer kan få gang i de kommunale udbud.
Konkurrencepakken forventes på plads inden for to uger.
Det foreslår Vækstforum:
Der skal indføres udbudspligt for alle opgaver, hvor det er muligt, herunder velfærdsopgaver.
Det skal bl.a. ske ved:
1) Mere smidige udbudsregler og bedre vejledning,
2) Klagenævnet for Udbud kun skal fokusere på grove overtrædelser
3) Forenkling af EU's udbudsdirektiv
4) Styrket offentlig-privat partnerskab
5) Etablering af en central udbudsplatform
Kilde: Udkast til Vækstforums endelige forslag