Ingen kom til skade, men der var betydelige materielle skader, da en mobil-kran på 25 ton i dag smadrede et hus i Vrold ved Skanderborg.
En erfaren kranfører skulle løfte byggematerialer over et hus, da hans kran mistede fodfæstet, og kollapsede ned over rækkehuset. Det skriver Lokalavisen Skanderborg.
Taget blev flænget mellem to spær, et vinduesparti på husets bagside blev skubbet ud. Det samme gjorde en del af muren, og loftet blev trykket ned.
"Vi var i gang med at løfte brædder over huset. Jeg havde lige kontrolleret, at bilen stod fint, og jeg gik ned i haven bag huset for at styre lasten på plads, da der pludselig skete et eller andet heroppe. Om underlaget har givet efter, eller om et støtteben er skredet - jeg ved det ikke, og jeg har aldrig været udsat for noget lignende i mine 35 år som kranfører," siger Sven Larsen til avisen.
Ifølge håndværkere på stedet så ramte kranen meget heldigt, da bygningen netop der var forstærket med jern. Ellers kunne det være gået meget værre.