Vores virksomhed krakkede, men så er det godt, at vi har Lønmodtagernes Garantifond.
Sådan har ca. 20.000 danskere tænkt i 2011, skriver Jyllands-Posten.
Danske virksomheder bukkede nemlig i stort tal under for den økonomiske krise sidste år, og de ansatte måtte ty til garantifondens kasse for at få udbetalt løn og feriepenge.
Lønmodtagernes Garantifond har de seneste år udbetalt op imod en milliard kroner om året, og også i år ventes udbetalingerne at nærme sig et milliardbeløb, skriver avisen.
"Vores tal giver et klart billede af, hvordan aktiviteten i samfundet er, og det ser desværre ikke for godt ud," siger kundechef i Lønmodtagernes Garantifond, Mogens Højland, til Jyllands-Posten.
2009 var det hidtil værste år for Lønmodtagernes Garantifond, der måtte udbetale erstatninger til over 31.000 ansatte, der mistede deres arbejde på grund af konkurser.
Garantifonden forventer, at omkring 26.000 danskere i år vil få brug for hjælp. Det er især små og mellemstore virksomheder med produktion til hjemmemarkedet, der er bukket under de seneste år.