Jo færre år, du har siddet på skolebænken, jo større er sandsynligheden for, at du ryger.
Derfor vil 12 kommuner fra næste år lave en målrettet indsats for, at folk med kortere eller ingen uddannelse stopper med at ryge.
"Hver gang, der er en ryger med lang uddannelse, er der to-tre med en kort eller ingen uddannelse," siger Jørgen Falk, konsulent i Center for Forebyggelse i Sundhedsstyrelsen.
Der er afsat omkring 87 millioner kroner fra satspuljemidlerne til kommunernes projekter.
"Projekterne vil foregå i et afgrænset boligområde, hvor der er en høj koncentration af kortuddannede eller folk på overførselsindkomst, der har en høj andel af rygere. Her vil der så blive lavet opsøgende arbejde med henblik på rygning, men også alkohol og motion," siger Jørgen Falck.
Projekterne er vigtige, da det kan være svært for mange at få ændret på deres vaner, selvom de godt ved, at det kan give kræft at ryge.
"For 30 år siden røg kortuddannede og langtuddannede lige meget. Men i takt med at informationerne om, hvor hammerfarligt rygning er, er trængt ud i alle dele af samfundet, er det især de højtuddannede, der har taget informationerne ind og handlet på det. De veluddannede har flere ressourcer til at ændre ting i deres liv og dermed har de lettere ved det end andre," siger Jørgen Falck.
Netop nu omkring jul og nytår er der dog mange - både med et langt og kort uddannelses-cv - der forsøger at gøre rygningen til fortid.
Det er simpelthen højsæson for rygestop, viser tal fra sidste års salg af nikotinprodukter på landets apoteker.
Lige før jul ligger salget cirka 40 procent højere end normalt og ved nytår ligger salget cirka 20 procent højere end normalt.
"Der kan være flere grunde til, at salget stiger i december. Der er dem, der begynder at forberede sig til nytår, hvor mange har planer om at stoppe med at ryge. Nytår er jo højsæson for rygestop. Årsagen kan også være, at man i julen er til mange sociale arrangementer, hvor der ikke må ryges. Og så er det nærliggende at købe et nikotin-produkt," siger Helle Jacobsgaard.
Den 31. december toppede salget af nikotin-erstatningsprodukter sidste år.
Her lagde over 45.000 danskere vejen forbi apotekerne for at få fat i tyggegummi, plaster og andre nikotin-produkter.
De 12 kommuner, der fra næste år vil sætte ind over for rygningen, er Aalborg, Esbjerg, Herlev, Hjørring, Høje-Taastrup, Køge, Langeland, Lolland, Silkeborg, Struer, Svendborg og Thisted.