Danskerne strammer nu skruen endnu hårdere, når det gælder tolerance over for rygere. 52 procent af danskerne mener ikke, at rygepauser bør tælle med i arbejdstiden og er således - ifølge Dansk Erhverv - klar til at give rygerne en længere arbejdsuge.
Det viser en rundspørge udført af Norstat for Dansk Erhverv blandt 1.164 repræsentativt udvalgte voksne danskere.
Omkring halvdelen oplever, at rygerne holder flere pauser end ikke rygerne, og mange tolererer altså ikke, at kollegerne bruger tid på smøger i stedet for arbejdsopgaver.
”Der er ingen tvivl om, at opmærksomheden omkring den tid, som rygerne faktisk bruger på smøgerne, er øget igennem de senere år, og det har påvirket tolerancen over for rygernes ekstra pauser”, siger Rikke B. Ørum, chef for HR & Arbejdsmiljø i Dansk Erhverv.
Militant holdning: Rygning skal udryddes!
Livsstilsekspert Henrik Byager mener, at der er sket et kæmpe skred i danskernes holdning til rygere.
“For nogle år siden, da man begyndte at lovgive mod rygning, troede man jo, verden ville gå under. I dag er vi langt forbi det punkt, hvor flertallet synes, rygere er nogle vi skal tage hensyn til. Der er en militant grundholdning om, at rygning - det skal bare udryddes,” siger han.
Han kalder nutidens tilgang til rygere for “en no mercy holdning,” som naturligvis også smitter af på arbejdspladsen.
“Den der tunnel af rygere, der står udenfor, når man er på vej ind af hoveddøren til sin arbejdsplads, den bliver også snart smidt væk, det kan jeg love dig for. Det er nul-tolerance. Rygning er skide sundhedsskadeligt og folk synes altså ikke, det er noget, der skal ses på med tolerance. Det er slut,” siger Byager.
LO: Aftal hvad tiden må gå med
I LO giver næstformand Lizette Risgaard Dansk Erhverv ret i, at der bliver holdt mere øje med rygerne. Hun mener, at presset på medarbejderne er vokset, og det er derfor, medarbejderne er opmærksomme på, hvad tiden går med.
Ledelse og medarbejdere bør derfor lave aftaler om, hvad man gør på arbejdspladsen, så man ikke risikerer konflikter, mener hun.
"Præcis sådan en undersøgelse viser, at det vigtigt at få skrevet det ind i overenskomsten eller i en lokalaftale, om man for eksempel flekser ud, når man går til pause.”
Hun mener, det er vigtigt at medarbejdere og ledelse laver reglerne sammen.
"Det handler jo også om arbejdsmiljø, og hvordan vi har det med hinanden, så nogle ikke går rundt og føler, at at andre har mere frihed eller arbejder mere," siger hun.
Rundspørgen kommer samme uge, som DSB har gjort det forbudt at ryge på perronerne. Det har medført stor debat om retten til at ryge i det offentlige rum.