I 1963 fik miniput-avisen The Gazelle et scoop, der fik opmærksomhed i hele Storbritannien. Efter mange forespørgsler havde avisens redaktør, den 12-årige Gordon Brown, fået et interview med den verdensberømte amerikanske astronaut John Glenn, og den unge redaktør vidste nok, hvad han skulle bruge den nationale opmærksomhed til.

»Vi bør og må have en stærk og pålidelig regering, der kan fremme vore interesser i Europa og resten af verden,« lød den 12-årige drengs alvorord til den daværende konservative premierminister, Harold Macmillan. I dag overtager den nu 56-årige Gordon Brown selv posten efter 10 år i den karismatiske Tony Blairs skygge.

En akavet, hård hund

Efter 10 år som finansminister har Brown slået sit image fast som en alvorlig, intellektuel og kompetent leder, der har styrket britisk økonomi. Men gennem årene har adskillige personangreb og uheldige optrin tilsværtet hans image.

Han er ofte blevet beskrevet som en »kontrolfreak«, og den tidligere topembedsmand Andrew Turnbull har anklaget ham for at lede finansministeriet med »stalinistisk hensynløshed«. I sociale sammenhænge beskrives han ofte som akavet, og det plejede ikke ligefrem statsmandsimaget, da han tidligere på året blev fanget af tv-kameraer, mens han pillede bussemænd og spiste dem under en debat i parlamentet.

Gammel studehandel

At Blair i dag træder tilbage og overlader scenen til vennen og rivalen Brown er langt fra tilfældigt. Tilbage i 1994 stod Brown til at blive leder af Labour-partiet, da partiets leder, John Smith, døde. Men Brown lod være at stille op og overlod i stedet formandsposten til sin politiske protegé – den mindre erfarne, men mere karismatiske Tony Blair.

Angiveligt skulle de to have slået en handel af, der betød, at Blair skulle vinde valget for Labour, og at Brown ville få sin del af magten. Siden har de to haft bitre magtkampe bag kulisserne, og rygterne siger, at Blair var tæt på at bryde pagten i 2005.

Ny regering på vej

I Storbritannien går spekulationerne i øjeblikket på, hvad Brown vil bruge magten til, og hvem han vil have med på holdet i sin regering. Med erfaringen fra finansministeriet sværger Brown til pisken og guleroden, og det vil formentlig kunne mærkes i udenrigspolitikken. Han har allerede meldt ud, at fredsprocessen i Mellemøsten skal have en såkaldt »finansiel dimension«, hvor palæstinenserne belønnes for fremskridt, og når det kommer til Iran og Nordkorea, går han også ind for forhandlinger.

Det kan tolkes som et brud med Blairs USA-venlige politik, men til gengæld spås Brown at give den tidligere udenrigsminister Jack Straw et comeback. Straw er personlig ven med den amerikanske udenrigsminister, Condoleezza Rice.

Gordon Browns gamle job som finansminister går formentlig i arv til hans mangeårige rådgiver, Ed Balls, der de næste år skal lede efter muligheder for skattelettelser.

Gordon Browns job bliver dog ikke let. Allerede før hans tiltræden kræver den konservative opposition et hurtigt parlamentsvalg, og lederskiftet ser ikke ud til at hjælpe Labour i meningsmålingerne. Mens Labour står til 32 procent af stemmerne, vil 37 procent af befolkningen stemme konservativt.