Mens hestekødskandalen i Storbritannien og Sverige bliver stadig mere omfattende, ser det ud til, at danske forbrugere slipper med skrækken.
Det er nemlig sjældent, at der sker fusk med blandet kød, fortæller beredskabschef i Fødevarestyrelsen Kim Sigsgaard.
Han erindrer ikke, at der har været eksempler med fusk, hvor hestekød har været indblandet. I de tilfælde, hvor det er sket i Danmark, har det været med svinekød og lammekød.
- Erfaringen viser, at det er meget få fund, vi gør, hvor tingene er blevet blandet. Hvor man har blandet svinekød i oksekød, eller lammekød i oksekød, eller svinekød i lammekød eller hvad det nu kan være, siger han og tilføjer:
- Det er stort set noget, vi ikke ser.
Ifølge beredskabschefen er det imidlertid sjældent, at en sag om kødfusk vokser sig så stor, inden det bliver opdaget, som det er sket i sagen om virksomheden Findus.
- Man kan aldrig gardere sig mod hærdede forbrydere og svindel, som er forsætligt. Det vil blive opdaget på et tidspunkt, men man vil kunne slippe af sted med det et stykke af vejen, som det er sket her. Men de vil ikke kunne gøre det i det lange løb, siger Kim Sigsgaard.
Han vurderer, at det danske kontrolapparat i Fødevarestyrelsen er godt nok.
- Jeg synes helt generelt, at sporbarheden er rigtig god. Vi kan se, hvor kødet kommer fra og derved spore kilderne tilbage til de slagterier, som har leveret det, siger Kim Siegsgaard.
Mens man i Danmark ikke har oplevet nogen tilfælde med hestekøds-fusk, oplyser producenten Findus, at der har været hestekød i et parti i Sverige.
Ifølge nyhedsbureauet TT overvejer den svenske fødevarestyrelse at politianmelde Findus på grund af svindel med hestekød i færdiglavet lasagne.
/ritzau/