Kommuner har på fem år fjernet hver ottende chef. I alt er 4200 chefer og ledere sparet væk i 98 kommuner.
Det viser tal fra Kommunerne og Regionernes Løndatakontor, skriver DR Nyheder.
Det er et markant fald i antal chefer, mener Kurt Houlberg. Han er professor i kommunaløkonomi hos Vive, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.
- Mig bekendt har der ikke været en tilsvarende udvikling tidligere i den kommunale historie, siger han.
Benhårdt fokus
Mange kommuner har fjernet chefer uden at ramme velfærden, vurderer Kurt Houlberg.
- Man sparer nogle lønkroner til cheflønninger, og så giver det måske også anledning til at trimme organisationen og rydde op i administrative procedurer, som ikke er tidssvarende, siger Kurt Houlberg.
Kommunernes Landsforening (KL) erkender, at der skulle fjernes ledere og chefer.
- Det er udtryk for, at kommunerne har et benhårdt fokus på kerneopgaverne, og at de prioriterer deres ressourcer på det, der har direkte betydning for borgerne, siger Høje-Taastrups borgmester, Michael Ziegler (K).
Han er formand for KL's Løn- og Personaleudvalg.
God øvelse
Siden 2012 har Bornholms Regionskommune halveret chefstillinger fra 260 til 130. Bornholm skulle finde 20 millioner kroner på kontoen for chefer og administrationskontoen, siger borgmester Winni Grosbøll (S).
- Det har været en god øvelse, hvor vi har sparet penge og sikret kvaliteten og nogle steder udbygget den, siger hun.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.