Johnny Larsen er opvokset på Nørrebro i København. Mod alle odds fik han en uddannelse som journalist i 1987 - efter 17 år som ufaglært og derfor temmelig nedslidt.
Han har skrevet en bog, sange og en opera, og lidt af manglende evne til at holde mund. Johnny været ramt af depression siden børneårene og har været selvbehandlet, indtil han blev ramt af svær sygdom i 2009.
Følg Johnny Larsen på Twitter
Kære folkevalgte,
MIT LIV ER gået fra at være del af arbejderklassen over højere mellemklasse til samfundsnasser og nu den del af samfundsnassere, som kaldes ældrebyrden.
Ikke mindst som del af arbejderklassen, som jeg jo stadig tilhører med hud og hår uanset, hvor mange fjer jeg forsøger at pynte mig med, har jeg lært at kalde en skovl for en skovl og en spade for en spade. Noget andet jeg har lært er, at folket fra arbejderklassen er ærlige, flittige, samvittighedsfulde, selvopofrende og generelt har det dårligt med ikke at give en hånd med allevegne – og blandt venner altid uden forventning om penge.
Bevares, tonen er ofte hård og ubarmhjertig, og det kunne der sagtens gøres noget ved, men man er der for hinanden, for sin arbejdsplads, for fagfæller for naboer og familie. Alle for en gælder i den verden, hvor mit udspring og mit livssyn blev udviklet.
Jeg ved, at arbejderklassen er flittige, hæderlige mennesker, og jeg ved, at folk fra arbejderklassen har det svært med at være syge og arbejdsløse. Nogle opfatter arbejdsløs som en uges ekstra ferie, og når den bliver til en måned begynder selvværdet at synke. Når der er gået et år… to år, er der ikke meget tilbage og håbet begynder at svinde. Håbet om igen at kunne få et job. Så kommer man for alvor i kløerne på politikeres marionetter, som sidder rundt om på landets jobcentre og med større eller mindre ildhu reelt kun nedgør disse nedslåede, flittige mennesker endnu mere.
MINE FLITTIGE og samvittighedsfulde klassefæller, bliver tromlet ned med idiotiske tiltag, hvis eneste formål i mangel af reelle job er at skaffe en hulens masse penge til nogle få ivrige iværksættere, der har etableret kurser rundt om i landet. Og disse kurser, som omfatter så fantastiske ting som ”Lær at skrive en ansøgning”, eller ”lær at hækle en toiletrulle af gamle aviser”, og der er kun et eneste formål med kurserne: At fylde kassen hos en eller anden, som formodentlig kender en borgmester eller en endnu højere placeret, sådan lidt a la fiskekvoter.
Disse ihærdige flittige mennesker, som knokler alt det de kan, mødes af en voldsom ringeagt fra politikere, som kalder dem ”dovne”, og ude af stand til at lette røven og blive millionærer.
Kunne man så bare nøjes med at finde disse ofte arbejds- og erfaringsfri politikere på den yderste højrefløj, kunne man vel leve med det og trække på skuldrene, men holdningen gennemsyrer alt fra de yderste højre til et stykke ind i SF. Socialdemokratiet, der er skabt af arbejderklassen, er overtaget af akademikere, hvis holdning til andre mennesker synes at være at skubbe dem til side for at få sig selv frem i lyset.
DEN NÆSTE STATSMINISTER er er gået fra gymnasiet til statsministerposten (hvis hun får den), og hendes vej er over alle de medlemmer af arbejderklassen hun håner og mistænker med sin politik. Det er der, smerten bliver størst.
For nylig kunne man se en oversigt over, hvem der har stemt for regeringens forslag, altså forslag som stort set rammer alle fra arbejderklassen og de nederste økonomiske lag blandt studerende og naturligvis blandt os fra ældrebyrden. Enhedslisten er de eneste, som ikke har stemt for et eneste af lovene.
Jeg opfatter det som det det er: En voldsom ringeagt for de arbejdende flittige folk, som får tudet ørerne fulde af nedsættende forklaringer og bemærkning fra folk, der ikke har gjort en skid for andre, men altid sat sig selv først. Sammen med dem hyler nogle ”meningsdannere”, der råber op om vores dovenskab, ugidelighed, offermentalitet og grådighed.
De fortæller også, at vi ikke bidrager til samfundet, og hvis vi gør er det i hvert fald ikke lige så meget, som de rige og folketingspolitikerne gør. Stort set alle medier er med på den..
Stop det bare nu:
TAL ORDENTLIGT om os og til os. Det kan sgu godt være, at mange af os savner uddannelse og kendskab til rødvin, men vi er gode ordentlige, flittige mennesker, og langt de fleste af os er til at stole på i enhver situation. Vi er ikke ude efter skattelettelser, men tryghed i ansættelsen, jobs og et trygt, velfungerende samfund – et velfærdssamfund.
Nu har I kørt jeres uartigheder længe nok. Stop med at kalde os dovne, simulanter, hypokondere, nasserøve og ældrebyrde!
Det ubehagelige for jer er så, at I skal til at være ærlige:
Det vil sige, at I skal fortælle os, hvorfor I fører den politik I gør. Og I skal holde op med jeres (undskyld sproget) forbandede voldtægt af sprog og begreber: Man er ikke en byrde, fordi man er blevet gammel (eller syg eller nedslidt). En ny bil (uanset mærke og størrelse) er ikke velfærd. En tur i Tivoli er heller ikke.
Tag jer sammen og tal ordentligt til og om os, og sig så for fanden hvad jeres mål er. (Lad være med at påstå, at I vil ”det bedste for Danmark”, for det er ikke jeres dagsorden).
Men først og fremmest:
Tal ordentligt om Danmarks fundament: Den flittige arbejderklasse!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.