Kommuner: Vi vil overvåge mobildata og rejsekort for at afsløre snyd med ydelser
Din mobiltelefon kan for eksempel sladre om, hvis du bor et andet sted end du har oplyst, eller du tager på ferie i udlandet. Modelfoto: Asger Ladefoged / Ritzau Scanpix
Tre ud af ti kommuner ønsker flere redskaber til at afsløre socialt bedrageri, viser rundspørge fra DR.

Vi mangler redskaber til at afsløre socialt bedrageri. Sådan lyder det fra ansatte i kontrolenhederne i tre ud af ti kommuner.

Det skriver dr.dk på baggrund af en rundspørge til samtlige kommuner.

Kommunerne vil for eksempel gerne have nemmere adgang til borgernes bopæl og adgang til mobilmasterne og data fra rejsekort. Hvis en borger for eksempel påstår, at han eller hun bor på Lolland, men kun bruger sit rejsekort og sin mobiltelefon inde i København, kan den information nemlig bruges til at afsløre, at borgeren har snydt med bopælsadressen.

- Nogle gange er det svært at bevise, om folk bor der, hvor de oplyser, at de bor. Og der ville vi gerne kunne komme ind på adressen. Det er ikke i alle sager, vi ville kunne det, men i nogle få og svære sager, siger Lone Wassileffsky, som arbejder i kontrolenheden i Lolland Kommune, til DR.

Kontrolmedarbejdernes ønskeliste:

Blandt de konkrete redskaber, som nogle kommuner efterlyser, er:

  • Nemmere adgang til borgernes adresse
  • Bedre adgang til kontooplysninger
  • Adgang til data fra mobilmasterne
  • Adgang til data fra rejsekortet
  • Samarbejde med forsikringsselskaber
  • Adgang til information fra lufthavne
UDVID

Kommunernes Landsforening (KL) siger til DR, at kommunerne langt hen af vejen har de nødvendige redskaber, men at man selvfølgelig skal tage de ansattes efterlysning af flere værktøjer seriøst.

Nina Von Hielmcrone, som er ekstern lektor i socialret ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, frygter omvendt at kommunerne vil krænke privatlivets fred, hvis de får endnu flere metoder i værktøjskassen.

- Et sådant indgreb i folks privatliv ville i mange tilfælde kræve en retskendelse. Hvis de mener, der er tale om socialt bedrageri, så skal de overgive sagen til politiet, siger hun til DR.

via Listen To News