Det bliver nok ikke til en stigning i reallønnen, men det skal ligge så tæt på som muligt, og samtidig skal de ansatte sikres tryghed i forbindelse med kommunale nedskæringer.
Det er, hvad formanden for fagforbundet FOA, Dennis Kristensen, håber på at opnå i forhandlingerne om en ny overenskomst for de godt 507.000 kommunalt ansatte og flere end 100.000 ansatte i regionerne hen over weekenden.
- Vi skal møde nogle arbejdsgivere, der benytter krisen til at være forfærdeligt aggressive. Det er tæt på et korstog, vi oplever fra kommunernes side. De vil i virkeligheden bare kunne aftale, hvad der skal være gældende, uden om de ansatte.
- Så vi kommer ind med et krav, der går på at fastholde den danske model. Det bliver i sig selv lidt af en opgave, for kommunerne har fået blod på tanden, siger han til Ritzau.
Han håber, at der også vil blive afsat penge til efteruddannelse til de kommunalt ansatte, så de kan levere det, udviklingen kræver og ikke bliver hægtet af i forhold til de krav, der stilles.
Fredag middag blev sidste runde af forhandlingerne indledt, og inden mandag er der formentligt et forlig på plads, forventer Anders Bondo, formand i Danmarks Lærerforening, der sammen med Dennis Kristensen er en af de ansattes topforhandlere.
- Vi ved, at der er en stram økonomi, og at der skal effektiviseres. Der har KL et bud, vi har et andet. Vi tror, at hvis vi skal lave store omstillings- og effektiviseringsprocesser, er det meget vigtigt, at man samarbejder med medarbejderne om at gøre det, siger han.
Ifølge Bondo bliver et af stridspunkterne, hvordan man kan bruge overenskomsterne til at tackle kommunernes økonomiske situation.
- Arbejdsgiverne snakker hele tiden om fleksibilitet. Men det fungerer kun, hvis medarbejderne føler, at de har en god arbejdsplads, hvor de føler sig trygge og medinddraget i omstillinger, siger han.
Da forhandlingerne faldt på plads for de statsansatte i sidste uge, steg deres løn med 1,6 procent, og det er ofte en nogenlunde rettesnor i forhold til de kommunalt ansatte.
/ritzau/