Anfører Nicolai Stokholms lederevner er ifølge DR's kommentator Jan Kalborg en af de vigtigste årsager til, at FC Nordsjælland i aften kan slutte foran FC København og vinde DM-guldet.
Kalborg mener nemlig, at Stokholm er en rigtig leder. Sådan en type har man ikke i FCK lige nu.
- FC Nordsjælland har en fremragende kaptajn i Stokholm. Jeg er imponeret over den attitude og sikkerhed, han viser.
- Hans pasningsspil, igangsættelser og evne til at finde nye rum er imponerende, siger DR-kommentatoren, der ikke kan få på øje på en leder på FCK-holdet.
- De er uden lederskikkelser på midtbanen, og det er nok FCK's allerstørste problem.
- Da Christian Grindheim kom i sommer, snakkede man om anførerpotentiale, og han sagde selv, at han godt kunne lide at dirigere, men det har vi ikke set. Han har haft rigeligt at se til med sit eget spil, mener Kalborg.
- Hvis Stokholm kom på FCK's hold ville FCK straks fremstå mere overbevisende, for han har lederegenskaberne, attituden og modet til at dirigere rundt med sine medspillere.
FC Nordsjælland topper Superligaen med et forspring på to point til FCK inden sidste spillerunde i aften. FCN får besøg af AC Horsens, der kæmper for bronze, mens FCK møder Silkeborg i Parken.