Lige inden Superligaens transfer-vindue smækkede i klokken 24 havde to tidligere Vestegns-spillere fundet nye klubber.
Randers FC's Kasper Lorentzen er det næste halve år lejet ud til FC Nordsjælland, mens FC Københavns Johan Absalonsen er kommet på lejekontrakt i AC Horsens.
Absalonsen var angiveligt utilfreds med, at han ikke fik meget spilletid.
"Det var et simpelt valg for mig, da AC Horsens henvendte sig. Det virker som en klub med en god struktur, en veldefineret spillestil, god balance og et godt sammenhold, og derfor har jeg valgt at fortsætte min karriere i AC Horsens. Jeg har ambitioner om at være med til at bringe AC Horsens så højt op i tabellen som muligt, så vi kan spille med om de sjove placeringer og hvorfor ikke en medaljeplacering?" spørger Johan Absalonsen i en pressemeddelelse fra sin nye klub.
Kasper Lorentzen kommer til FC Nordsjælland fra Randers FC, hvor han vil blive erstattet af den to år yngre islænding Theodor Elmar Bjarnason, der er hentet i svenske IFK Göteborg.