Migranter lever under kritisable og uacceptable forhold på danske udlændingecentre, lyder kritikken i en rapport fra Europarådet.
Rådets komité til forebyggelse af tortur (CPT) offentliggør tirsdag rapporten.
Den er baseret på besøg på blandt andet Udlændingecenter Ellebæk og Nykøbing Falster Arrest.
Begge steder modtager migranter, der er frihedsberøvet med baggrund i udlændingeloven - og altså ikke på baggrund af begået kriminalitet.
- CPT betragter det som uacceptabelt, at leveforholdene i begge detentionscentre er fængselsagtige, og at der gælder fængselsregler for alle frihedsberøvede migranter, skriver komitéen i rapporten.
Det understreges, at migranterne på de to steder i hovedreglen netop ikke er mistænkt eller dømt for kriminalitet.
- Hvis det alligevel vurderes nødvendigt at holde dem i et detentionscenter, så bør det ske under forhold, der fremmer en oplevelse af normalitet og med et minimum af interne sikkerhedsrestriktioner, skriver komitéen.
I Ellebæk placerer man afviste asylansøgere, der ikke ønsker at medvirke til egen udrejse. Udlændingeloven gør det muligt at benytte "motivationsfremmende frihedsberøvelse."
- Sådanne tiltag finder jeg generelt er nødvendige i forhold til at sikre et effektivt udsendelsessystem, skrev udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) til Udlændinge- og Integrationsudvalget i efteråret 2019.
CPT opfordrer danske myndigheder til at ændre forholdene eller flytte migranterne til andre steder. Komitéen beder Danmark om inden for tre måneder at svare på, hvordan man forholder sig til disse anbefalinger.
Det kritiseres, at kvinder på Udlændingecenter Ellebæk kun har adgang til frisk luft 30 minutter dagligt.
Rapporten, som bygger på besøg i april 2019, følger op på en lignende undersøgelse af danske fængsler og centre i 2014.
Det noteres som positivt, at færre mindreårige flyttes til institutioner med fængselslignende forhold. Desuden er det ifølge CPT godt, at brugen af bæltefiksering på nationalt plan er reduceret de seneste fem år.
Men det understreges samtidig, at bæltefikseringer fortsat benyttes, og i komitéen finder man ikke dette retfærdiggjort. Det kan være mishandling, påpeges det.
- Desuden er det totalt uacceptabelt, at to patienter tilsyneladende var fastspændt i henholdsvis 10 og 13 måneder, mens de ventede på at få plads på en lukket afdeling på psykiatrisk hospital i Slagelse, hedder det i rapporten.
Det beskrives desuden, at flere indsatte i Politigårdens Fængsel og Odense Arrest har klaget over, at de må vente en halv til en hel time på at komme på toilettet. Der bør være let og hurtig adgang til toilet, opfordres det.
CPT påpeger et generelt problem med personalemangel i fængslerne, mens de materielle forhold og sundhedsfaciliteterne i de danske fængsler og centre beskrives som meget gode.
I Storstrøm Fængsel beskrives disse forhold som "fremragende", og Sikringen for psykiatriske patienter i Slagelse er en "rollemodel" for lignende institutioner.
/ritzau/