Langt, langt ude i verdensrummet, 350 kilometer over jordens overflade for at være præcis og kun fastspændt af en jernline. Her gik den svenske astronaut Christer Fuglesang i december som den første skandinav nogensinde på rum-vandring på den internationale rumstation ISS.
Onsdag kan han mødes på mere sikker grund, når han og fem andre astronauter lander i København. Besøget er led i en tur, som den europæiske rumorganisation ESA har taget initiativ til. Her skal astronauterne, der er en del af rumfærgemissionen STS-116, besøge de nordiske landes hovedstader.
- Meget af det, der foregår i rumfarten, sker fjernt fra os i USA eller Rusland. Det er sjældent, at man får mulighed for at se astronauterne og stille dem spørgsmål. De kan tjene som inspirationskilde for andre, der siger; måske er det også noget for mig at blive astronaut , fortæller astrofysiker Michael Linden-Vørnle ved Tycho Brahe Planetariatet.
Han tilføjer, at Christer Fuglesang er et levende bevis på, at det ikke er umuligt for skandinaver at blive astronauter.
Onsdag aften mellem klokken 20.00 og 21.00 er der derfor mulighed for at møde astronauterne i Tycho Brahe Planetariet, hvor de fortæller om deres mission.
Ud over den svenske astronaut Christer Fuglesang er det astronauter som Mark L. Polansky, Joan Higginbotham, Nicholas Patrick og Robert Curbeam, der besøger København. Også den amerikanske astronautinstruktør Christy Hansen, der træner astronauter i rumvandringer under ophold på den internationale rumstation ISS, vil være til stede.