Hvis du vil købe dig til en nobelpris, ligger åbningsbuddet på 250.000 dollar. Sådan lyder det fra auktionshuset Heritage Auctions, der 10. april sætter nobelprisen i medicin fra 1962 til salg i New York
Prisen blev i sin tid givet til Francis Crick for opdagelsen af dna-struktur. Det er formentlig den første nobelpris, der er sat til salg i mere end 70 år.
Nobelprisen har stået i et lagerrum de sidste 50 år, og familien til Francis Crick håber at kunne sælge den til et museum eller institut, så den kan vises frem for offentligheden.
- Vores håb er, at den kan blive vist frem, så den kan blive en inspirationen for den næste generation af videnskabsmænd, siger Francis Cricks barnebarn, Kindra Crick.
Francis Cricks søn, Michael, husker ceremonien i Stockholm, da faderen fik overrakt nobelprisen.
- Min far var klædt på til lejligheden. Han holdt en tale og dansede med min søster Gabrielle. Det var en stor ære at være der, siger Michael Crick.
Francis Crick blev født i England i 1918. Hans arbejde blev afbrudt af 2. verdenskrig, men efter krigen fortsatte han sin research ved Cambridge Universitet. Opdagelsen af dna-struktur gjorde ham til den moderne molekylære genetiks fader.
Francis Crick har været i Danmark flere gange og har blandt andet holdt forelæsninger ved Aarhus Universitet. Han døde i 2004
/ritzau/AFP