I virkeligheden er det stik imod alle odds, at Julie Berthelsen kan sidde og give interview i musikgiganten EMI s hovedkvarter i begyndelsen af 2007. Med nogenlunde realistisk udsigt til endnu en succes, flere priser, mere idoldyrkelse. Hun blev jo blot nummer to efter teenageren Jon i Popstars tilbage i 2002, og året forinden havde hele fire piger sejret i den første udgave af tv-talentkonkurrencen.

Kun vinderne var sikret en pladekontrakt, men Julie Berthelsen fik altså også budet, og i dag er hun Popstars-konceptets eneste offentlige levn. De andre er glemt, floppet og kompromitteret. Julies overmand, Jon, nåede ligefrem at få en voldsdom og udstille et ekskalerende stofmisbrug, inden det var forbi for den jyske knægt, der ellers rendte rundt med en stemme ud over det sædvanlige. Også pige-kvartetten Eye-Q faldt fra hinanden til lyden af en kakofonisk-rygtesymfoni båret af interne konflikter.

Adspurgt, forstår den efterhånden 27-årige Julie Berthelsen godt, hvad der gjorde hende til den langtidsholdbare. Og hvad der gjorde, at de konkurrerende kolleger gik i fordærv lige så rekordhurtigt, som de blomstrede på hitlisterne få øjeblikke forinden. Det handlede både om modenhed, integritet og dømmekraft.

»Jeg var selvfølgelig noget ældre end de fleste af dem. Fire til seks år,« begynder hun.

Men her stopper svaret ikke:

»Jon glemte måske sig selv undervejs. Det er vigtigt at bibeholde ydmygheden, men jeg kan godt forstå, at det må have været svært for ham. For Eye-Q s vedkommende synes jeg, at de kom godt fra start med deres pigepop. Vi fik jo vores egne Spice Girls, men på det andet album virkede de uenige og for individualistiske. Nogle af dem ville lave rock, og så gik det vel galt for dem. Det var jeg ked af på deres vegne.«

Uperfekt perfekt

Nu står Julie Berthelsen selv for tur. Igen. Hendes tredje album kan købes fra i dag. Det hedder Asasara og betyder »min elskede« på grønlandsk. Titlen er lidt risky, mener flere af hendes venner. Selv synes sangerinden med grønlandske forældre og grønlandsk opvækst, at den passer helt fint. Og at det er på sin plads med noget, der i særlig grad refererer til sangerinden og hendes baggrund. Den skulle folk gerne kende til efter fire år, og derfor burde Julie også være ude over det døgnflue-agtige stadium, som de øvrige popstars aldrig formåede at forcere:

»Jeg ser den tredje plade som noget helt specielt. Den kan meget vel bestemme, om jeg får lov til at fortsætte med dette i mange år frem. Om jeg for alvor slår mig fast - og i min verden passer det godt med en skæv titel, der vover noget. Giver noget af sig selv.«

Hele albummet er sådan set lavet i den ånd:

»Når jeg kigger tilbage på de første plader, var de måske for fine. Denne gang stræber jeg efter det perfekte udtryk ved ikke at forfølge det perfekte. Det behøver ikke at være så poleret, det hele. I stedet skulle det meget gerne føles nærværende og organisk.«

Udefra kan det også se skæbnesvangert ud for den sorthårede yndighed. Mens debuten Home fra 2003 solgte op mod 100.000 eksemplarer, nåede efterfølgeren en tredjedel så meget. Det var dog mere end godkendt, efterrationaliserer Julie Berthelsen. Som en åbenlys årsag nævner hun den tumult, der i 2004 prægede EMI med fyringsrunder og dertilhørende organisatorisk kaos:

»I virkeligheden slap vi meget pænt fra det,« vurderer hun.

Derhjemme er Grønland

I løbet af årene er Julie blevet en mere aktiv sangskriver. Da Asasara s lange skabelsesproces begyndte for to år siden, havde hun været inde over tre fjerdedele af de numre, som kunne nå med på albummet. Siden er en del af hendes egne skæringer skåret fra, men Julies kompositioner fylder stadig en del. Samtidig forkynder pladeselskabets pressemeddelelse, at de øvrige sange er skrevet til Julie. Med hende for øje og øre i gerningsøjeblikket, simpelthen.

»Jeg kunne mærke det, når de kom og spillede idéerne for mig,« bekræfter hun og fremhæver et nummer som November, December af det svenske makkerpar Wollbeck & Lindblom.

»De er generelt dygtige til at blande poppen med fremmede etniske inspirationer. Så man hører de store vidder i musikken,« forklarer Julie Berthelsen.

Og dermed er vi tilbage ved Grønland. Der skal gå meget galt, hvis sangerindens nordstjerne falmer over verdens største ø, som hun konsekvent omtaler som »derhjemme«. Og tydeligvis føler en vis beskyttertrang overfor. Ikke mindst i forhold til danskerne, der kan have et noget stereotypt syn på befolkningen mod nord. At hele bundtet skulle være utilpassede alkoholikere, eksempelvis.

Man kan næsten se det på hende: De hvidlakerede negle danner istapper for enden af fingrene og den guldmønstrede bluse ligner nogle af de gyldne årer, som store konsortier for tiden borer efter i de grønlandske fjelde. En ægte ambassadør.

»Jeg prøver tit at gøre opmærksom på de mange succeshistorier med grønlændere, som flytter hertil og klarer sig flot igennem uddannelsessystemet. Omvendt kan jeg ikke andet end at nikke genkendende til de problemer, som så ofte kommer frem. Der er nogle ting at fikse,« konstaterer hun.

lll

Kærligheden går begge veje. På Grønland kan Julie Berthelsen ikke gå mange meter, uden nogen passer hende op for at trykke hånd, rose, takke eller få en autograf. Den store respons har gjort det nemmere for hende endegyldigt at lægge læge-drømmene på studiet. Efter sangerinden fik pladekontrakt, satte hun medicinstudiet i Århus på stand-by. Siden blev studieordningen ændret, og så var der lige pludselig ikke nogen vej tilbage.

»Man kan ikke længere lave en Niels Malmros og blive færdig efter 23 år. Men jeg kan da stadig savne det. Og så ligger det jo ikke i min opdragelse at skulle leve sådan et rakkerliv, hvor man ikke ved, hvad man laver seks måneder ude i fremtiden. Måske får jeg også lyst til noget helt andet en dag. Men de næste 10 år kunne sagtens gå på denne måde. Jeg stresser meget mindre over usikkerheden nu. Ja, faktisk har jeg aldrig haft det bedre med tingene end nu.«