Nicklas Bendtner er skiftet til Juventus. Michael Krohn-Dehli er havnet i Celta Vigo, og Tobias Mikkelsen er smuttet til Greuther Fürth, og sådan kan man blive ved.
Adskillige danske landsholdsspillere er rykket til større ligaer som den italienske Serie A, den spanske Primera Division eller Bundesligaen i Tyskland.
De mange klubskifter kan gavne landsholdet. Det kræver dog, at danskerne får spilletid, for ellers kan det være lige meget, mener landstræner Morten Olsen.
Danmark åbner lørdag VM-kvalifikationen mod Tjekkiet i Parken, den første kamp om at komme med til slutrunden i Brasilien i 2014.
Olsen understreger, at han først om et halvt år kan svare på, om transfervinduet har hjulpet landsholdet eller ej, men det ser umiddelbart fornuftigt ud.
- Det ser fint ud, hvis de får spilletid. Vi har hele tiden ønsket os, at vores spillere kommer til endnu bedre turneringer, og der er i hvert fald nogle stykker, der er kommet til nogle rigtig gode turneringer.
- Men de skal jo også spille, minder Olsen om.
Bendtner er ikke med mod Tjekkiet grundet karantæne, men landstræneren håber på, at skiftet til Juventus medfører spilletid.
- Han skal have spilletid, og så er det jo lige meget, hvor han kommer hen. Det er fint, at han er kommet til en god klub, men det er ham, der skal bevise, at han skal spille dernede.
- Vi kan kun have nogle forhåbninger og tro på det, men han skal sørge for, at han kommer til at spille, fastslår Olsen.
Han er især begejstret for Michael Krohn-Dehlis skifte til Celta, og han godkender allerede danskerens første præstationer i Primera Division.
- Det passer som fod i hose, det er jeg slet ikke i tvivl om, efter jeg har set hans to første kampe. Han passer fint ind, så det er et godt skridt for ham, mener Olsen.
Den tidligere Brøndby-spiller er glad for skiftet til en af verdens bedste ligaer.
- Det er en stor liga, og det er altid godt at prøve kræfter med. Klubben passer godt til mig. Jeg vil prøve at udvikle mig yderligere.
- Jeg kan altid blive bedre, selv om jeg har været fint tilfreds med mine præstationer på landsholdet. Man kan altid udvikle sig mere, og det kan være, at skiftet til spansk fodbold kan hjælpe på det, siger Krohn-Dehli.