Dansk Håndbold Forbund (DHF) meldte tidligere mandag ud, at matchfixing næppe eksisterer i dansk håndbold, efter at en sag er under opklaring i Frankrig.
Det synspunkt er dog det rene vrøvl, mener træneren for Team Tvis Holstebro, Klavs Bruun Jørgensen.
- Jeg har ikke lyst til at hænge nogen ud. Men det slår mig, at DHF er så bombastisk at sige, vi er for kloge til det her. Det er noget vås, siger Klavs Bruun Jørgensen til DR Sporten.
- Så længe, der findes de her spil, vil det forekomme - også her. Man kan ikke være så naive at tro, danskerne er bedre end andre. Jeg betragter også Karabatic som en begavet fyr, siger Klavs Bruun Jørgensen.
En af verdens bedste håndboldspillere Nikola Karabatic fra Montpellier har indrømmet at have spillet på nederlag til sin egen klub.
Klavs Bruun Jørgensen husker fra sin egen aktive karriere, at fænomenet ikke var ukendt.
- Jeg har selv oplevet det på diverse hold, at der er blevet spillet på kampe af mine egne holdkammerater, som har spillet på sejr eller at vinde en kamp med fem mål eller mere.
- Jeg har ikke selv prøvet, for jeg spiller ikke. Det er dumt, og man skal lade være, siger Team Tvis-træneren.