Hotelkæden Scandic opruster med fire nye hoteller i de kommende år. Kæden forventer i den forbindelse at skulle ansætte omkring 700 nye medarbejdere og samtidig fordoble antallet af elever fra 60 til 120.
Oprustningen betyder, at Scandic nu stiller en jobgaranti i udsigt til kommende kokke-, tjener- og receptionistelever efter endt uddannelse.
Det skriver hotelkæden i en pressemeddelelse.
- Der er hård konkurrence i branchen om talenterne, men vi har stor tro på, at vi med den nye jobgaranti for elever får succes med at finde nogle af vores nye kollegaer, siger Anne Mette Pedersen, HR-direktør i Scandic.
Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann er glad for, at kæden vil garantere de unge job efter uddannelsen.
- Vi har brug for flere faglærte i Danmark. Men hvis de unge skal søge i den retning, skal de kunne se mulighederne og være sikre på, at de kan gøre deres uddannelse færdig. Derfor er det afgørende, at specielt store virksomheder går forrest og tager et ansvar for antallet af elevpladser. Det gør Scandic her, og det synes jeg er virkelig godt, siger hun.
Scandic har i de kommende år planer om at opføre nye hoteller på Frederiksberg, to i København og et i Aarhus.