Det 79-årige dansktop-par Keld og Hilda Heick hyldes med koncert i Tivoli.
- Jeg tror, det bliver svært. Men jeg tror ikke, at det kommer til at være svært længe. Jeg tror hurtigt, at det også bliver hverdag, at man er sammen derhjemme i stedet.
Det siger Annette Heick i et interview med Ritzau.
Det svære bliver en opgave for hendes forældre, Keld og Hilda Heick. De siger nemlig farvel til turnélivet efter i knap 50 år at have optrådt sammen overalt i det ganske danske land.
I aften, den 19. juni, står Keld og Hilda Heick for sidste gang på Tivolis scene, når Tivoli inviterer til fællessang på Plænen i den fjerde udgave af "Syng med i Tivoli".
Koncerten er samtidig en hyldestkoncert for det aldrende dansktop-par og det er Annette Heick, som er vært og selv er en etableret del af dansk showbusiness.
- Det er ikke sundt at køre så mange kilometer på landevejene. Jeg tror, at det bliver godt for dem at stoppe, og jeg glæder mig på deres vegne, siger hun i interviewet.
Blandt andre Birthe Kjær og Kirsten Siggaard med Kirsten og Søren vil være med til at synge nogle af dansktopparrets mange sange, ligesom Annette Heick vil være syngende vært.
Keld og Hilda Heick er i gang med afskedsturnéen "Hånd i hånd", som slutter den 6. februar til næste år.
TV2 er til stede i Tivoli for at optage hyldestkoncerten, som begynder klokken 19.00.