Duer ikke - næste!
Sådan er der sikkert mange der tænker, når de med et enkelt fingerstrøg bedømmer potentielle partnere på den populære dating-app "Tinder".
Men mon ikke de fleste ville tænke sig om en ekstra gang, hvis Katy Perry dukkede op på skærmen?
Det er faktisk slet ikke usandsynligt, hvis man befinder sig i nærheden af den populære sangerinde, skriver Female First.
- Jeg er virkelig optaget af Tinder, så jeg har ikke en hel masse tid, lød det korte svar fra 29-årige Katy Perry, da hun forleden gæstede det amerikanske radioprogram "The Breakfast Club".
Tilbage i februar droppede "Dark Horse"-sangerinden John Mayer, som hun har datet on-off de seneste to år. Dengang var forklaringen, at der gennem længere tid havde været knas i forholdet.
Ifølge Female First har hun ikke talt med ham, siden de gik fra hinanden.
Katy Perry er lige nu aktuel med sin turné "The Prismatic World Tour", der begynder i Nordirland den 7. maj.
Newspaq