Politiet måtte tidligt lørdag aften rykke ud til Kvickly i Middelfart efter meldinger om, at der var blevet sprunget et kanonslag i butikken.
Kanonslaget sprang klokken 18.15 til kundernes store chok. Det skete i butikkens indgangsparti.
Politiet rykkede ud og fik fat på gerningspersonerne, som viste sig at være to unge mennesker.
- De er sigtet efter straffelovens paragraf 252, der omhandler at forvolde fare for andres liv eller førlighed. Vi kender ikke størrelsen på kanonslaget, og de unge er ikke varetægtsfængslet, og de skal heller ikke i grundlovsforhør, og vi kender ikke deres motiv, siger vagtchef ved Fyns politi Sten Nyland til Fyens.dk.
Vagtchefen oplyser, at han ikke ved, om der er sket skade på butikken i forbindelse med episoden.