Kartoflen har sejret over ris og pasta.
Fødevarestyrelsen har netop ændret deres anbefaling af sunde produkter og her vinder kartoflen over både ris og pasta, som i årevis er blevet anbefalet som nogle af de mest sunde fødevarer.
Kartoflen har flere fibre og kun halvt så meget energi som ris og pasta, og er derfor mindre tilbøjelig til at give forbrugeren for meget energi, som kan omdannes til fedt.
- Vi har hele tiden været i tvivl om, hvor vi skulle lægge os med hensyn til ris og pasta. Tidligere har de jo ligget i den bedste kategori. De har ligget lige på grænsen, og nu har det lave fiberindhold fået os til at skubbe dem ned i den næstbedste kategori, siger kontorchef i Fødevarestyrelsen Else Molander til Politiken.
Hos Danske Kartoffelproducenters forening, har man svært ved at få armene ned over den gule rodfrugts sejr over ris og pasta.
- Det er vi helt oppe at køre over. Men vi har jo altid vidst, at kartoflen er det sundeste. Kartoflen var danskernes primære spise i flere hundrede år uden at folk blev fede. Men i løbet af de sidste tyve år, hvor ris og pasta er kommet til, er folk blevet federe og federe, siger Thomas Vestergaard, der er næstformand i Danske Kartoffelproducenters Forening.
I løbet af de sidste tyve år har kartoflen været på retur som danskernes nationalspise, men det er fortid nu, håber Thomas Vestergaard, der selv driver 170 hektarer med kartofler i Vestjylland.
- Vi tror, det vender nu. Kartoflen har så mange gode ting i sig og kan bruges til så meget, og nu har myndighederne også indset det. Du kan lave så mange forskellige retter med kartofler og samtidig er det sundt, siger han.
De første nye danske kartofler blev hevet op af jorden i fredags, og hvor det tidligere var Samsø, der var først med knoldene, var det i år en kartoffelavler fra Haderslev, der løb med æren.
Læs mere om de sunde og mindre sunde fødevarer på hjemmesiden http://www.spismest.dk/